havde al den luksus, man kunne drømme om. Men der var noget skummelt ved det. Folk var ikke, hvad de så ud til at være, og det var stedet heller ikke, hvilket jeg snart måtte sande. 

Kæmpe sandmuslinger og menneskeædende søstjerner var for intet at regne mod den sande fjendes skrækindjagende natur. Jeg var nødt til at holde hovedet koldt, for alle andre var ved at tabe deres. Ville al den kløgt og tapperhed, jeg kunne mønstre, være nok til at redde mit liv – og det univers, vi kender (igen)?