En kvinde findes kvalt. Og senere findes en mere med benene kappet af under knæene. Den ene var en maniodepressiv, midaldrende kvinde. Den anden hendes datter. Og desuden kommer andre til. Men koblingen mellem kvælerens forskellige ofre er svag, og politiet kommer ikke ud af stedet.

En olivensten og en knækket plombe drager Van Veeteren ind i sagen. Det og en appel fra de tidligere kolleger fra kriminalafdelingen. Og da den forhenværende kriminalkommissær Van Veeteren modstræbende forlader det trygge antikvariat for at konfrontere endnu en dødens håndlangere, opdager han et mønster med tydelige referencer til bøgernes verden. Blake, Musil og Rilke.
Men der er også andre elementer i mønsteret. Vage, truende billeder af udnyttelse, misbrug og absurde drømme. Han fornemmer en morder af en usædvanlig slags. Meget usædvanlig. Der ligger suveræn intelligens bag mordene, suveræn intelligens og ufattelig galskab. I sig selv er drabene ikke spektakulære, men sammenhængen mellem dem er. Det og det faktum at der er så mange af dem fascinerer ham, men frastøder ham også. Er de seksuelt betonede? Eller er de en del af et meget sært kunstværk, som kun kunne fostres i en syg hjerne? Så selv om Van Veeteren egentlig helst bare vil være elsker og bedstefar og boghandler, så føler han både pligten og fascinationen trække i sig.

Svalen, katten, rosen, døden er den niende fritstående del i Håkan Nessers prisbelønnede romanserie om politiets arbejde i den fiktive by Maardam. Og i den niende del af romanserien befinder vi os ikke kun i Maardam, men også i England og i Grækenland, under hvis azurblå himmel Van Veeteren opsøger gådens endelige løsning.