vidt og bredt berømt, der var hundrede prinsesser, som ville have sagt tak til, men se om hun gjorde det. På prinsens faders grav voksede der et rosentræ, oh sådant et dejligt rosentræ; det bar kun hvert femte år blomst, og det kun en eneste, men det var en rose, der duftede så sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine sorger og bekymringer, og så havde han en nattergal, der kunne synge, som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube. Den rose og den nattergal skulle prinsessen have; og derfor kom de begge to i store sølvfoderaler og blev så sendt til hende.