Med den estiske roman Svirreflugt har danske læsere nu mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med en af verdenslitteraturens helt store forfattere. 
Jaan Kross, der blev født i 1920 i Tallinn i Estland, er et af de vigtigste talerør for sit land, der lige siden forfatterens fødsel var i evindelig kamp mod fremmede besættelsesmagter – Rusland, Tyskland og efter Anden Verdenskrig og helt frem til Estlands selvstændighed i 1991 Sovjetrusland. 

Kross begyndte for alvor at skrive som deporteret i en af de sibiriske Gulaglejre, hvor han arbejdede som straffefange i 8 år. Da han blev løsladt tog han fat på at skrive klassiske historiske romaner, som slap igennem den sovjetiske censur på grund af Kross’ evne til at skrive allegorisk og på underfundig og ironisk måde underspille sin kritik af det eksisterende politiske system. I 1980’erne, da Sovjetunionen var ved at bryde sammen, begyndte Kross at skrive samtidsromaner med selvbiografiske træk.
Svirreflugt hører under disse sidste, halvbiografiske romaner, fortalt i den traditionelle brede stil for udviklingsromaner. Den udkom i 1998 som hans 13. og næstsidste roman.Romanens jeg-fortæller Ullo Paerand begynder sit liv i velstand og uafhængighed i 1920’ernes Tallinn. Hans far er en succesrig forretningsmand. Ullo er et højtbegavet enebarn, der får den bedst tænkelige skolegang, lever i store luksuslejligheder og er på dyre Europarejser. Men i slutningen af 20’erne begynder det at gå dårligere med farens forretninger, og familien må hele tiden flytte til mindre lejligheder. Til sidst flygter faren til Vesteuropa med sin elskerinde og vender aldrig tilbage.
Ullo og moren må leve i stor fattigdom, men klarer sig igennem, ikke mindst takket være Ullos usædvanlige begavelse. Han tjener penge ved at skrive kammeraternes stile, undervise i fransk og assistere sin lærer i arbejdet med en lingvistisk afhandling.Som voksen er Ullo også god til at tilpasse sig og overleve. Han drager nytte af sin enestående begavelse og får job som assistent for selveste statsministeren. Estland er endnu selvstændigt, men bliver i 1941 okkuperet af Tyskland. Ullo slipper med en kort militærtjeneste under Anden Verdenskrig og vender så tilbage til statskancelliet og fortsætter som assistent for den næste statsminister – denne gang under den tyske besættelse. Efter et kortere fængselsophold i slutningen af den tyske okkupation i 1944 oplever Ullo de hektiske dage, hvor Estland igen er kastebold mellem tysk og sovjetisk overmagt. Ullo assisterer her sin tredje statsminister i det nu næsten opløste estiske statskancelli. I dagene for Sovjetunionens besættelse af Estland i 1944 begiver Ullo og hans kone sig på flugt mod Vesten sammen med cirka 70.000 andre estere. Men undervejs ombestemmer de to sig og vælger at blive i deres land og tage kampen op mod den nye besættelsesmagt. 
Beretningen om Ullo Paerand er grundlæggende tragisk – et liv med forspildte muligheder, et liv, hvor vingerne ganske vist ikke er helt stækkede, men det er en svirreflugt, hvor man med andre ord holder sig svævende ved at bakse ekstra energisk med vingerne og på den måde kan stå næsten helt stille i luften.