Hovedpersonen i Simon Strauss’ roman Syv nætter er bange. Bange for den sømløse overgang, for at blive 30 år gammel uden en manddomsprøve. Han frygter det gnidningsløse liv uden riter og overgange, et gråt, meningsløst liv, som glider over i alderdom uden at have bedrevet noget. Nu sidder han på sit værelse, regnen trommer mod ruden, og han tænker på alle de ting, han ville ønske sig i verden; en mere varm og ironifri samtale mellem mennesker, fællesskab, kommunikation og ægte omsorg for sine medmennesker, en ny romantik og en tilbagevenden til førdigitale dyder. 

Men inden verden kan blive sådan, må hovedpersonen ændre sig selv og blive mere åben, men hvordan skal han gøre det? Han har mødt en mand, som har løsningen. Han skal i løbet af syv nætter begå de syv dødssynder – en efter en – opleve dem på egen krop og skrive sine tanker ned, forkaste synderne eller finde den synd, som han vil leve med, og i sidste ende opnå sin nye åbenhed. Livet er grundliggende ikke til at forstå, og ethvert menneske gemmer på utrolige dybder.