”Den stakkels fyr blev praktisk talt revet i stumper og stykker,” sagde Ralf Dryfurth, overkommissær fra Niebüll, som man for en kort stund havde trukket væk fra efterforskningen ved plejehjemmet. Han pegede på tildækningstæpperne, der lå på skinnerne, på den smalle, asfalterede vej langs bundlinjen og på den gennemvædede mark – lysende snehvidt i disen, som var det en forsmag på den kommende vinters første sne. Benthien forsøgte ikke at tænke på, hvad der skjulte sig derunder. En enkelt tildækning lå på den anden side af den énsporede baneline på en kreaturgræsning og blev bevogtet af en færdselsbetjent. Han skulle sørge for, at de seks eller syv sortbrogede, der lå i græsset ganske tæt på og nysgerrigt gloede derover, ikke kom disse tragiske rester af et menneskeliv for nær. Benthien havde talt i alt ni af disse hvide presenninger, fordelt på en strækning på næsten en halv kilometer. Mellem dem lå stykker af iturevet, tyk skumplast, der muligvis engang havde været en madras.