Da Tøger Seidenfaden døde den 27. januar 2011, reagerede tusindvis af mennesker med spontan, ægte sorg. Født folkelig var Tøger bestemt ikke. Han talte som en overklassedansker og var belæst som få. Og han måtte bære rundt på et prædikat som arrogant det meste af sit liv. Men Tøger brugte sin begavelse, sit oratoriske talent og sit instinkt til at værne om de værdier, der ligger i begreber som menneskerettigheder, frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder. Og han huggede til, hver gang det blev uanstændigt. Han brugte den frie presse til lige præcis det allervigtigste, man kan bruge den til. Tøger var oprindelig tænkt som en bog om den seneste generations mest markante og kontroversielle debattør. Den er blevet til et portræt – et stort livsportræt – af et dybt, ærligt og sjældent engageret menneske, som ikke taler mere. Bogen er baseret på samtaler med Tøger og mange andre siden efteråret 2009. Kort inde i forløbet blev Tøger syg. Men samtalerne fortsatte, og de sidste blev gennemført få dage, før han døde. Tøger havde respekt for individet, for friheden og for værdigheden. Han viste sin respekt ved at slå ned på racisme og fremmedhad. Ved at harcelere mod urimeligheder og undertrykkelse. Ved at tale uanstændigheden midt imod. Lag for lag skrællede han sig i samtalerne gennem sit – og vores – liv fyldt af magthavere, skæbner, absurditeter og møder med primitiviteten, magtarrogancen og mangelen på ordentlighed. Og hold kæft, hvor lå der meget snavs tilbage i den store røde hjørnesofa i hjemmet på Emmasvej. Men også en masse kærlighed. Til livet og sine medmennesker.