midaldrende Eduard begynder imidlertid snart at kede sig en anelse, og han overtaler Charlotte til, at de skal invitere hans ven kaptajnen. Da kaptajnen ankommer, falder talen snart på de såkaldte „valgslægtskaber“, et udtryk der blev brugt af tidens kemikere om visse stoffers tilbøjelighed til at indgå forbindelser med hinanden.

Dette princip demonstreres så til fulde på det psykologiske plan, da selskabet udvides med Charlottes niece Ottilie. Eduard nærer snart mere end blot venskabelige følelser for den unge kvinde, og mellem Charlotte og kaptajnen opstår der ligeledes en stærk gensidig tiltrækning. Herfra udvikler historien sig; den proces der er sat i gang lader sig ikke vende, og snart er den lette kærlighedsintrige forvandlet til en fuldt udfoldet tragedie.