Vesterbrodrengen er indledningsvist en familiesaga, der har sit geografiske udgangspunkt i Gera i det østlige Tyskland og på Tunø mellem Aarhus og Samsø. Familien ender til sidst i Valdemarsgade på Vesterbro. Et familiært glansbillede er der ikke tale om, men derimod en oprigtig skildring af familiens mange op- og nedture. Alt dog fortalt med kærlighed og hengivenhed.

Henrik Keller er opvokset på Vesterbro, og han skriver om den københavnske bydel, så vi både kan lugte frikadellerne, der blev stegt inde i lejlighederne, og den ramme dunst, som steg op fra skraldespandene i baggårdene. Forfatteren lægger ikke fingrene imellem, når han uden foragt beskriver Vesterbros hjemløse, sprittere, ludere og kriminelle. De var en del af det bybillede, hvor også ”almindelige” mennesker boede og færdedes.

Forfatterens ungdomsliv blev også levet på Nørrebro og i Indre By. Her tager han os med på tidens legendariske værtshuse, ligesom han beskriver tidens særlinge og originaler. Bogen er spækket med underfundige, morsomme og tragiske historier og anekdoter, som viser, at der er forskel på rig og fattig; høj og lav.

Henrik Keller arbejder i dag som praktiserende læge. Fra sine år som medicinstuderende og ung læge beretter han om en række absurde episoder fra København. I anonymiseret form bliver vi præsenteret for socialklasse 5, som kun de færreste oplever.

Vesterbrodrengen er et opgør med det tilpassede, småborgerlige og kønsløse. Henrik Keller vil have os til at stoppe op og spørge, hvad vi har gang i: Skal København være en by kun for de rige – eller skal der stadig være plads til almindelige mennesker og de skæve typer? Skal byudviklingen kun bestemmes af pengemagt – eller skal der også tages hensyn til trivsel, miljø og æstetik?