er mennesker, vender de næsten altid ryggen til og er fordybet i deres egne stille gøremål.

Det er heller ikke fordi, at han har brugt en masse farver. Billederne er derimod malet i grålige nuancer, og nogle gange ser de endda lidt udviskede og slørede ud. Det er som om, Hammershøi har set motiver, hvor andre ville sige, at der ikke er nogen. I de tomme rum kan man se støvkornene danse i lyset og høre tiden gå. Stilheden i Hammershøis rolige og stemningsfulde billeder overdøver stadig i dag verdens larm.