hendes ærinde. Først og fremmest skal hun læses for sin uovertrufne, elegante og vittige stil. Alt får poetisk fylde i hendes forfatterskab. Som feminist udspyer hun sin galde over mandsvældet i sit essay: "Eget Værelse" og som pacifist i "Tre Guineas". Som modernist fragmenterer hun sproget.

Hun levede i en for Europa dramatisk tid med to verdenskrige. Men hun formår at formidle sindets drama. Hendes sindstilstand har været genstand for utallige bøger og artikler; hun levede på kanten af en mental afgrund, men netop derfor blev hun kunstner. Hun blander virtuost ydre begivenheder med indre i sin sans for "det små i det store". For hun kan begge dele, både storm og stille. Det er ikke alle forfattere forundt, og det viser den modne skribent. Men hendes primære styrke – det velovervejede indblik i menneskets natur – kan være både foruroligende og fascinerende. Hendes mesterværker: "Mrs. Dalloway" og "To the Lighthouse" ("Til fyret") kræver en dristig læser, der formår at trænge ind i hendes verden af sansninger og stemninger. Hun er skiftevis varm, kold, ondskabsfuld, empatisk, klog og vittig, men aldrig ligegyldig.

Hun byder sig ikke til, men hun kan være vanedannende.