En by skal have lov til at udvikle sig. Det indebærer, at noget må rives ned, hvis det ligger i vejen for noget andet, der ikke kan ligge andre steder. Men hvis der nu er plads nok, så burde man måske tænke sig om en ekstra gang, før man river ned.

Gamle huse kan bruges til nye formål, og det er vi faktisk gode til i Danmark. Vi indretter boliger og kontorer i gamle siloer, elværker og gasbeholdere bliver til teatre, varehuse til hoteller, kvæghaller bliver til tv-stationer og udstillingsbygninger, pakhuse bliver til boliger og fabrikker til højere læreanstalter.

Men alt for ofte får vandalerne mere eller mindre frit spil. Værdifulde bygninger jævnes med jorden og i stedet bygges nyt - undertiden med stor sans for tidsånden, men sjældent med sans for stedets ånd. Resultatet er en udpræget mangel på sammenhæng.

Denne bog er ment som en støtte for hukommelsen. Hvad var det, der forsvandt? Og blev det bedre? Bogen er ikke ment som nostalgi, men den er et forsøg på et kritisk tilbageblik. Sigtet med bogen er at få os til at overveje noget mere omhyggeligt, hvad vi får i bytte for det, som forsvinder.


Forfatteren - og fotografen - er arkitekt og var i mange år byplanforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut. Han har været medlem af bestyrelsen for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse siden 1989 og næstformand siden 1999, og han er medlem af Kulturmiljørådet for København og Frederiksberg Kommuner.