Max sad midt på gulvet med hovedet mellem knæene og græd. Han græd så meget, at hele hans krop rystede. Strømpen på foden uden sko sad kun halvt på. Skrig og skud lød ubønhørligt nede fra kælderen, men Max kunne ikke andet end at sidde der og stortude som en forladt baby. Hans krop og hjerne var overbelastet. Havde det ikke været for Jones, var han blevet dræbt nede i kælderen. Havde det ikke været for Peter, var han blevet dræbt på trappen. Max prøvede at tage sig sammen. Han prøvede ved gud alt, hvad han kunne, for at tage sig sammen og rejse sig og hjælpe dem. Men intet i ham lystrede. Han kunne ikke gøre andet end at overgive sig til følelserne og håbe, at Peter og Jones overlevede. Der gik et stykke tid med skud fra både maskingevær og pistol. Så aftog skuddene. Kun et par enkelte pistolskud lød. Så var der helt stille et stykke tid. Max løftede sit tårefyldte blik mod den mørke åbning til kælderen. Var det nu, de kom? Zombierne? Var det nu, han skulle dø en grusom død og selv blive forvandlet til en zombie?