fortælleren tilbage på disse meget tidlige begivenheder i sit liv, der ikke kun blev en katastrofe for ham, men for millioner af andre krigsbørn i Europa og Asien. Jeg har for længst indset, at det ikke kun var sorgen over tabet af min far. Det var især skrækken, der blev siddende, ikke mindst barnets skræk ved at indse, at det er dødeligt.
Krigens Barn er så vidt mig bekendt første gang, at barnets tidligste erindringer behandles i litterær form. Erindringskunstnere som Sandemose eller Proust har ikke vovet sig ikke ned i disse meget tidlige mentale forstyrrelser, der senere i livet medfører afmagt, vrede, depressioner, angstanfald, tab af ’Urvertrauen’ og andre følgesygdomme.”
Krigens Barn er et dobbeltportræt af barnet og den gamle fortæller, der begge kommer til fuld bevidsthed om sig selv og livet efter et sidste besøg hos faren i fængselscellen i Aalborg lige inden hans henrettelse. Op igennem barnets barndom og ungdom hævdede alle, at så langt tilbage kunne ingen huske, men barnet er sikker i sin sag.