er Søren Kierkegaards magisterafhandling, der udkom i 1841, og som ikke oprindeligt indgår i hans samlede værker, men efterfølgende er den blevet til en del heraf, idet den står som det andet værk i de samlede værker. Det er derfor ikke så let læst som mange af Kierkegaards andre skrifter, da det er en akademisk afhandling, men netop derfor er det godt med en guide hertil. Det hele handler, som titlen antyder, om den græske filosof Sokrates, og hvordan ironien med Sokrates holder sit indtog i verden eller bliver en særlig måde at kommunikere på. Kierkegaards oprindelige intention med afhandlingen var at kritisere den ironiske tilgang til tilværelsen, men undervejs i sin afhandling bliver Kierkegaard selv klogere på begrebet ironi og ender med at anerkende ironi som en vigtig tilgang til en god dialog, hvis altså man anvender ironien seriøst.