Der findes følelser, der er så tunge og svære at håndtere, at det eneste, man reelt kan gøre, er at slippe grebet om dem og dreje opmærksomheden væk, alt mens disse mastodonter synker til bunden af sanseapparatet og skjuler sig.
I Ravnetanker dykkes der efter disse følelser og Lasse Løager blotlægger sorgens nerve, mens man som læser inviteres med ind i bedrøvelsens materie.

Lasse Løager beskrev i sin debutroman, Skyggefald, hvordan en opvækst i dysfunktionelle rammer skaber mønstre, strategier og uhensigtsmæssig adfærd. I Ravnetanker spørger han, hvordan det kan være, at der er børn, der får lov til at drukne, mens samfundet passerer på stranden, uvillige til at kaste en redningskrans. Han fortæller, hvordan disse børn, igen og igen, drukner, mens de forsøger at finde ud af, hvordan man kommer i land.

Ravnetanker beskriver hvordan kærligheden udvikler sig, når den af nød er gemt væk og hvordan den kommer stigende op nedefra og forandrer alt hvad den rører ved. Sorg er kærlighedens skyggeside og den repræsenterer en følelse, der ikke forsvinder, blot fordi man vender blikket bort. Hvad sker der, når man ser sorgen i øjnene? Og hvor går man hen, når virkeligheden slår revner og hvor placerer man sig, når sorgen letter grebet?
Lasse Løager skriver og fortæller, så man mærker hvad det vil sige at stå på kanten af det hele og føle sig magtesløs, men også hvordan kærligheden spirer og blomstrer, selv under de mest vanskelige betingelser.