Georg Trakls forfatterskabet består ikke af mere end to digtsamlinger og et antal posthumt udgivne digte, hvoraf størstedelen er skrevet mellem 1912 og hans død i 1914. Det var, hvad Trakl selv anså for gyldigt. Hvad der derudover findes af materiale, fordeler sig på et stort antal varianter til disse digte, nogle udgivne såvel som uudgivne tekster fra før 1912 – herunder en færdig digtsamling fra 1909, han selv betragtede som umoden, og som først blev udgivet i 1939 – samt et mindre antal fragmenter af forskellig karakter. Dertil kommer korrespondancen, hvoraf en del ikke er på meget mere end et par linjer og ingen overstiger nogle få håndskrevne sider. Hovedparten af Trakls digte kredser om ganske få motiver og gør brug af et begrænset repertoire. Det er det samme ensemble af farver og figurer, elementer og landskaber, mytologiske referencer og symboler, der gennemstrømmer hele værket.

Hvad der især har fascineret eftertiden, er kombinationen af den uforvekslelige Trakl-tone og det gådefulde indhold. At de to aspekter af værket hænger uløseligt sammen, var man allerede opmærksom på i Trakls samtid. Ludwig Wittgenstein, stiftede bekendtskab med Trakls digte og skrev efterfølgende, at han ‘ikke forstod dem, men at tonen gjorde ham lykkelig’, også Rainer Maria Rilkes reaktion på "Sebastian i drømmen" peger i samme retning. Han har, hedder det i et brev, læst meget i Trakls sidste digtsamling og er først og fremmest "grebet, forbløffet, anende og rådvild". Rilke forestiller sig, at selv en, der har kendt ham godt, må føle det, som om han erfarer disse "udsyn og indblik" med ansigtet presset mod ruden, udelukket fra helt at forstå, fordi Trakls oplevelser "forløber som i spejlbilleder og fylder hele hans rum", der derfor ikke kan betrædes, "som rummet i et spejl". Det er ikke nogen dårlig beskrivelse af, hvordan Trakl kan virke på læseren. Man drages af digtenes tone, versenes sælsomme skønhed og melankoli, og man aner klangbunden, sammenhængen og dybden i dem.